Hvad er en Regionsklinik

Hvorfor oprettes en Regionsklinik?

Lægedækningen i Region Nordjylland er hovedsageligt baseret på privat praktiserende læger, som driver praksis med ydernummer efter overenskomsten med Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Danske Regioner.

Når en praktiserende læge i Nordjylland ophører med at drive klinik, prioriteres en almindelig løsning med privat praktiserende læge altid først.

Indimellem opstår der dog situationer, hvor der ikke er nogle privat praktiserende læger, som ønsker at drive klinik i henhold til overenskomstens vilkår. I disse tilfælde er det regionens ansvar, at sikre områdets borgere adgang til et alment medicinsk lægetilbud i nærområdet via oprettelse af ét af følgende tilbud:

Udbudsklinik (klinik drevet af en privat leverandør)
Regionsklinik (klinik drevet af regionen)

Hvad karakteriserer en Regionsklinik?

I de nordjyske regionsklinikker er der tilknyttet speciallæger i almen medicin, samt andet sundhedsfagligt klinikpersonale (f.eks. sygeplejersker og sekretærer) i det omfang, det vurderes relevant for at kunne tilvejebringe det rette tilbud til borgerne.

Regionen efterstræber at skabe mest mulig kontinuitet i bemandingen, således borgerne møder kendt personale ude i klinikkerne.
I regionsklinikkerne arbejdes der med at fremme omstilling i sundhedsvæsnet med nye ledelses – og organisationsformer, samt forbedre samarbejdet og samdriften på tværs af fagligheder og de forskellige sektorer.
I regionsklinikkerne arbejdes der løbende med at sikre borgerne en høj og tidssvarende kvalitet og service, ligesom der løbende sker udvikling, afprøvning og justering af forskellige initiativer med det formål at optimere det borgeroplevede patientforløb og sundhedstilbud.

Hvad er fremtiden for en oprettet Regionsklinik?

En nordjysk regionsklinik kan udgøre det almen medicinske tilbud til borgerne, når lægedækningen i et givet område ikke kan sikres via en løsning på PLO overenskomst. Hvis der i denne periode opstår interesse fra en privat praktiserende læge for at overtage klinikken, indledes der en dialog mellem region og læge om mulighederne for at overtage klinikken på fair vilkår.